Skip to Content
Udsolgt

Historier fra Bindestuen anno 2026

Europe/Copenhagen
Føj til kalender:
Kom og hør finurlige historier fra strikningens verden til en luksus nørklecafé

Anni Trier inviterer til garnbutikken Trives i Odders første arrangement i butikken torsdag den 21. maj kl. 19-21.30: En aften fyldt med gode historier og glade grin.

Den aften kan du nemlig møde Inger Lodberg, historiefortæller om en hals og en erfaren kvinde udi kunsten at skabe et helt særligt fælles rum for sine fortællinger.

Den 21. maj deler hun ud af sine historier om strikkeri og andet håndarbejde i et lokale, hvor hun og deltagerne er omgivet af netop garn i alle farver.

Det bliver næsten som at sidde med i E'Bindstouw, som forfatteren Steen Steensen Blicher brugte som hjemsted for landsbyens voksne, der samlede sig om historier og sange, mens de strikkede.

Inger Lodberg er samtidig medlem af bestyrelsen for Vestjyske Fortællespor og dermed medarrangør af den årlige fortællefestival på herregården Nr. Vosborg.

Om historier og håndarbejde siger Inger selv:  
Jeg bliver aldrig så ferm som min mor (1925-2021) og hendes veninder i hendes elskede Strikkeklub var. Og dét er heller ikke det vigtigste for mig. Jeg har altid gang i et strikketøj og/eller broderi, fordi det giver glæde og ro til mine hænder og gode historier falder på plads i mit sind. På den jyske hede levede mine fattige helte i 1800-tallet. De strikkede også, mens de gik! De strikkede uldstrømper (bandt hoser), som de solgte for små penge. Om aftenen samledes de i Bindestuer, og så strikkede de, mens de fortalte hinanden historier. Nogle af deres historier fortæller jeg!”
"Som barn i 1960’erne elskede jeg, når det var min mors tur til at holde ”Strikkeklub”. Det var en flok kvinder og veninder tilbage fra deres skoletid. De kom og fyldte vores lille stue i vores lille lejlighed med vidunderlig latter og snak, men nogle gange blev stemmerne også dæmpede og alvorlige. For i Strikkeklubben var de blevet forbundne i en fælles, fortrolig kreds, fordi man snakker og lytter så godt hen over håndens arbejde. I dag er de alle døde, men deres trøjer og karklude lever endnu. Jeg tager en genser med, og den der gætter, hvor gammel genseren er, vinder en lillebitte præmie!”

Det koster 75 kr. at deltage. Max 25 deltagere.

Medbring gerne lidt at nørkle med, mens du lytter. Så sørger jeg for lidt godt til ganen.